Hisorie...
Gården og Gammelgabs historie
Dette er et forsøg på at beskrive gården, der ligger på Skeldevej 23-25 i Gammelgab. Om det er gårdens historie eller en historie om gården, er nok lidt uklart. Det er vel begge dele. Som kilde har jeg brugt "Broagerlands historie" af August Korse, generel egnshistorie og hvad jeg ellers har læst, oplevet og fået fortalt.
Frede R. Tychen
Historisk baggrund:
For 500 år siden bestod hele Broagerland af skov, landsbyer med bondergårde og enkelte herremænd. Befolkningen bestod start set af bønder og de, der beskæftigede sig med landbrug.
I slutningen af 1500-tallet opkøbte Hertug Hans den Yngre (1545-1622) på Sønderborg Slot så godt som hele Als og Sundeved og omdannede hele området til storgodser, der deltes op i gårde på 200-300 hektar. Bl.a. købte han i 1600-1601 3 gårde i Gammelgab. Ved sin død testamenterede han området til sine seks sønner, hvorved Als og Sundeved blev delt op i mindre hertugdømmer. Hertug Philip arvede Glücksborg med Broagerland. Han gjorde Krammark til Hertugelig Avlsgard og lagde betydelige jorder ind under. Heriblandt 8 gårde i Gammelgab, der derved nu måtte forrette hoveri til Krammark.
Udnyttelse fra hertugen med skatte og afgifter, sygdomsepidemier og krig gjorde tit forholdene for befolkningen kummerlige. Fra Broager Regnskabsbog for 1658-59 lyder følgende:
“Her maa ikke forbigaaes i tavshed i hvor stor nød og fordærv det hele Sundeved Land og i særdeleshed Broager Sogn, (der førhen stod som en skøn lysthave) er hensat af Gud for vore synders skyld ved det
fordærvelige krigsvæsen i dette 58. og 59. aar, således at endog hele hjem er uddøde for hunger og kummer".
Af 22 husværter i Skelde er kun 10 blevet i live
Af 8 husværter i Gammelgab er kun 3 blevet i live.
Af lO husværter i Dynt er kun 2 blevet i live.
Af 11 husværter i Broager er kun 3 blevet i live.
Af 17 husværter i SkodsbøI er kun 2 blevet i live.
Af 7 husværter i SmøI er kun 1 blevet i live.
Så kom i det 59. aar foruden den store dyrtid og indkvartering af kejserlige, kongelige, polniske og kurbrandenburgske fol ogsaa blodgang blandt beboerne, og ifølge indberetning døde deraf i sognet 225.
Der henvises her til Svenskekrigene 1658-59. Blodgang er dysenteri.
Den sidste hertug af Glücksborg, “Durchlauchtigske Fyrste og Herre, Hr. Friederich Heinrich Wilhelm, arving til Norge, Hertug af Schlesvig, Holsten, Stormarn og Ditmarsken, Greve af Oldenburg og Delmenhorst”, døde i 1779. Han havde ingen arvinger, så alle hans besiddelser gik tilbage til den danske krone som hjemfalden len.
Krammark blev atter udstykket, hvorved Gammelgab kom til at bestå af 8 gårde, 5 kaad og 2 inderster, og bønderne blev frie.
Der fandt ingen udflytning sted, så gårdene blev liggende hvor de altid havde ligget, stort set med det jordtilliggende, de altid havde haft. Gårdene ligger endnu på samme sted, men der er i de senere år sket en ændring af jordtilligenderne. En af disse gårde er Skeldevej 23.
Gammelgab:
Myten fortæller, at når hertugen skulle besøge sin lystgård i Skelde (Skeldegård), sejlede han fra Glücksborg til Brunsnæs og kørte af Hertugvej til Skelde. Undervejs kom de til en lysning i skoven, hvor de måske har gjort holdt. En lysning kan på sønderjysk ogsa kaldes et "gaf", hvorfor lysningen blev kaldt “det gamle gaf”. Således opstod navnet på landsbyen. På et kort over Gammelgab fra 1783 staves den Gammelgaff. På et tidspunkt har man vel villet “fordanske” navnet, hvorved det blev til Gammelgab, hvilket jo ikke faIder mundret i det sønderjyske sprog. Landsbyen hedder derfor stadig i folkemunde Gammelgaf.
Landevejen:
Landevejen (Skeldevej) blev bygget i 1933. Den gamle vej gik ca. 6-7 m. tættere forbi gården. Man kunne holde med et Iæs kornneg på vejen og læsse det ind af de to luger på ladens gavl. Vejen gik tæt forbi lindetræerne i haven, hvorefter den drejede mod nord ned i marken og videre mod Broager. I den modsatte retning gik den af Wolffsgardsvej til Gendarmvej, hvor den fortsatte mod Skelde. Både laden og stuehuset er saledes bygget med gavlen meget tæt pa vejen.
Garden:
Selve gården kan spores tilbage til begyndelsen af 1700-tallet, men den har formentlig ligget der endnu længere tilbage. Den var oprindelig på i alt 76 td. land.
Den første kendte ejer hed Jep Nissen, og han havde den i 1718. Hvordan gården har set ud pa den tid, kan der kun gisnes om. Ingen af de nuværende bygninger stammer fra den tid.
Mønsteret på pigstensbelægningen i gårdspladsen indikerer dog, at der har ligget en bygning tværs over midten.
Hvor det nuværende stuehus ligger, lå før en stråtækt lade, formentlig bl. a. til opbevaring af kornneg, og hvor den nuværende haveterrasse ligger, var hestegangen, der skulle trække spillet til tærskemaskinen.
Ved igravning af det elkabel, der går ind til det sydøstlige hjørne af stuehuset, fandtes en række kampesten, der formentlig har været fundament til en bygning, der lå vinkelret på huset.
Ved udgravning til en ensilagesilo i ladens gulv, fandtes i 1951 en mønt af messing, præget med et motiv, der på den ene side ligner en romersk kejser og på den anden side en vogn med et spand heste. Desuden et messingbæger på størrelse med en alm. kop med en “bjælke” tværs over. Formentlig til at holde skægget tørt, når man drikker. Bægeret har 3 fødder af tin, der er udformet så de ligner hovedet af en kvinde, formentlig romersk.
Ved udgravning til en ny stald vinkelret på stalden i bunden af gårdspladsen i 1952, fandtes en rund sætning lige under jordoverfladen, ca. 50 cm. dyb og ca. 160 cm. i diameter. Den lodrette side var bygget op i munkesten, og bunden var belagt med alm. pigsten. Man mener, at det i gammel tid har været et ildsted.
Ved ombygning af kostalden til søer, fandtes en 10 meter dyb brønd. Den blev fyldt op med murbrokker.
Staldbygningen i bunden af gårdspladsen er fra ca. 1840. Den rummede beboelse i den vestlige ende, og kostald i den østlige.
Laden er fra ca. 1890.
I baghaven lå 2 stalde vinkelret pa hinanden. De blev sammen med et møddingsted og to gylletanke fjernet i 2004.
Slagtesvinestalden er fra 1970 og 1979.
Maskinhuset er fra 1986.
I 1728 afgav Jep Nissen garden til sin søn Nis Jepsen. Han havde den til 1732, da den overtoges af Hans Nissen, der formentlig var en søn. Han døde i 1777, og enken Engeburg drev gården videre. Hun døde i 1781, hvorfor Sønnen Johan Nissen overtog den, kun 24 år gammel. Johan Nissen kaldes ofte efter gammel skik Johan Hansen . Han fik ingen sønner, og da hans ældste datter var gift med naboen Nis Nissen, og således var hjemfaren, overlod han gården til sin næstældste datter Silie og hendes ægtemand Jens Alexandersen fra Sottrup. Overdragelsen fandt sted i maj 1820. Johan Nissen døde i 1823. Jens Alexandersen havde gården til 1858, da hans søn Johan Alexandersen overtog den. Da Johan Alexandersens børn voksede til, ønskede han, at de skulle have en videregaende uddannelse på højere skoler.
Omkring 1880 bortforpagtede han derfor gården til sin svoger Claus Peter Wolff og rejste med hele familien til Flensborg, hvor de tog bopæl mens studierne stod på. 1887 flyttede familien tilbage og overtog atter gården, hvor de byggede den nuværende lade i ca. 1890. I 1895 overgik gården til hans ældste søn, Christian Alexandersen. Da han i 1898 stod foran sit bryllup, tog han livet af sig dagen før, ved at drukne sig i Flensborg Fjord.
Derefter overtog hans yngre broder Alex Alexandersen gården. Han havde under opholdet i Flensborg studeret jura på forskellige universiteter i Tyskland og havde fået etableret en sagførervirksomhed i Sønderborg. Men han drev gården indtil 1906, hvor han solgte den til sin fætter, Rasmus Tychsen fra Dynt.
På Broager Kirkegard står en mindesten over Alexandersen-familien. Rasmus blev gift med Margrethe Sibbesen, Gammelgab.
Årene op til 1. verdenskrig var gode tider for landbruget, så allerede i 1912 fjernede han en gammel kornlade og byggede det nuværende stuehus. Han antog arkitekt Jep Fink fra Aabenra til at tegne huset så det harmonerede med laden, der jo var bygget i 1890. Murstenene fra den gamle kornlade blev genanvendt til ydermuren op til vindueshøjde. Huset stod færdigt i 1913.
Ved genforeningen i 1920 kom der igen en flagstang på gården, så Dannebrog kunne vaje på flagdage og ved festlige lejligheder. Da en nabo i 1933 kom i økonomiske vanskeligheder, købte Rasmus 16 td. land jord af ham og lagde ind til. Han døde i 1945, hvorefter sønnen Hans Tøge Tychsen overtog gården sammen med sin kone, Anna Marie. I 1952 byggede han en ny svinestald med kartoffelkrelder, så besætningen nu bestod af ca. 24 malkekøer med opdræt, ca. 150 svin, ca. 200 høns og 7 arbejdsheste. Alt arbejde blevet udført med håndkraft og hestekraft. Foruden familien var der på gården 2 karle, en fodermester samt en ung pige i huset. Markerne blev drevet med et 7 marks sædskifte, havre, hvede, roer, byg, byg med udlæg og 2 års kløvergræs.
I 1951 købte Hans Tøge en grå Ferguson traktor. Den blev indledningen til en mekanisering af bedriften, der kulminerede i 1959 med købet af en selvkørende mejetærsker, den første i Gammelgab. Samtidig blev arbejdsstyrken reduceret tit en karl og en halv fodermester, og hestene blev gradvis sat ud. I 1970 blev staldkapaciteten til svin udvidet til 300, hvorefter malkekøerne blev sat ud, og kostalden blev gradvis ombygget til søer.
I 1977 overtog jeg garden efter mine forældre, og i 1980 blev jeg gift med Karen, der stammer fra Himmerland. Hun havde 2 børn fra et tidfigere ægteskab, Peter og Helle, og sammen fik vi Rasmus i 1981. Karen kvittede sit job som sygeplejerske, og hun og jeg passede nu gården alene.
Svineproduktionen blev igen forøget med en forlængelse af stalden og en ombygning af de gamle stalde. Vi havde nu plads til 60-65 søer med tilhørende smågrise og slagtesvin. Det blev til en produktion på knap 1400 slagtesvin pr. år.
Markerne blev drevet med et 6-marks sædskifte: raps, hvede, hvede, havre, hvede, vinterbyg. Kornproduktionen passede således nogenlunde i størrelse med det foder, vi skulle bruge i besætningen, samtidig med at vi opfyldte kravene om at markerne skulle være grønne om vinteren.
I 1990-erne tog strukturudviklingen i landbruget for alvor fat i retning af større og mere industrialiserede enheder, og vi måtte gøre op med os selv, om vi ville udvikle eller afvikle. Vi kunne se, at størrelsen pa vores bedrift pa længere sigt ikke mere ville være økonomisk bæredygtig. Ved udvikling skulle vi forøge jordarealet betydeligt og bygge flere stalde. Dette ville samtidig ogsa medføre en betydelig større gældsætning. Da ingen af børnene var interesseret i at overtage gården, besluttede vi at afvikle.
I 2004 ophørte vi med svineproduktionen og fjernede 2 stalde, 2 gylletanke og et møddingsted, så det blev til en baghave. I 2005 bortforpagtede vi markerne til Søren Jensen. Gården ophørte derved med at eksistere som et produktionslandbrug. Vi blev boende på gården, og jeg byggede en pavillon i haven. I baghaven såede vi græs og byggede skulpturer af de sten, der blev til overs ved nedbrydningen, samt et drivhus og nogle højbede. I 2010 solgte vi 32 ha. og lidt skov til Søren Jensen. I 2015 solgte vi gården sammen med 8 ha. til andelsselskabet “Soleng”, der har til hensigt et etablere en økologisk landsby, hvor selve gården skaI være fællesområde.
Samtidig købte vi et parcelhus i Broager, som vi flyttede ind i.
Efterskrift:
Det er naturligvis vemodigt at være den, der skaI afvikle og fraflytte en landbrugsejendom, der kan spores 300 år tilbage, og som har været i min slægts eje i 109 år. Den kultur, jeg er en del af, er forankret i højskolen og foreningslivet. Jeg haber, at nogle af de værdier, som derigennem kom til
udtryk, kan videreføres. Der er i de senere ar blevet nedlagt mange bedrifter af lignende størrelse. En stor del af dem til ingenting.
Her er jeg dog glad for at de, der har købt min gård, vil bruge den som udgangspunkt til at udvikle noget nyt, der kan være med til at styrke landsbymiljøet til gavn for mange.
Frede R. Tychsen
Jeg vælger mig april, i den det gamle falder, i den det ny får fæste.
Det volder stort rabalder, dog fred er ej det bedste, men at man noget vil.
Bjørnestjerne Bjørnson
