2020

2020



Året der gik...


Når man kigger tilbage på 2020 har det sin helhed, været et særdeles anderledes år! Vi har, på trods af fraflytninger og corona, muligvis haft et af de bedste år i Solengs nu 5,5 årige virke.

Der var store forhåbninger om at 2020 ville blive et godt år. I hvert fald kunne vi alle glæde os over, at både Maili og Camilla var gravide med "Soleng-babyer". Født til fælleskab – meget smukt. For – er alle født til fælleskaber? Vi må erkende, at vi i egoernes tidsalder bestemt har noget at arbejde med. Og jeg tror også at børnene her vil have nemmere ved at indgå i dybe fælleskaber, end vi voksne har. Men vi øver og øver og lærer og lærer. Det kan kun blive godt i fremtiden.

I kølvandet på at vi har fået nye kræfter til, bliver ting også set på med nye øjne og endevendt. Det er en process og vi er alle klar over, at personlig udvikling er et MUST.

 

Sociokrati var vi ved at falde lidt af på, men nu i december, er vi kommet stærkt igen og har dannet cirkler og er alle indstillet på, at det nu virker. Og hvorfor først nu? Jo – vi var lidt fanget i nogle teorier vi ikke brød os om – så nu da vi selv står på for udviklingen, kan vi lave vores eget system, som vi alle kan gå helhjertede ind for. HURRAAA!

I det tidlige forår kom coronaen og blæste os lidt af pinden. Flere børnefamilier her måtte nu finde ud af at lave skole i vores ”Den Lyserøde” - fællesrummet. Der blev planlagt og arbejdet med både lektier og håndværk. Dvs – der blev bygget, savet og boret på vores ene spisebord – fuglehuse i massevis – ja endda i rækkehuse-fuglehuse. Ungerne mega hyggede og jeg tror også lidt, at de voksne synes det var helt ok at være hjemme. Faktisk er det jo en lille forsmag på det vi ønsker her – at leve i nærvær, have tid til livet, hinanden, fælleskabet.

Pga corona aflyste vi de fleste af vore søndags-fællespisninger og mødtes mest ude. Ja, bål og hygge er fx noget vi gør i hele året.

Året skulle også være det hvor her var en udskiftning af beboere. Vi er selvfølgelig kede at at miste gode venner vi har delt så meget med. Men, vi har så fået nye gode mennesker ind i fælleskabet. Ja faktisk hele 4 dejlige sjæle. Sonya og hendes hund Siso fra Sønderborg og så familien fra Glücksburg, Alexandra, Alex,  Luka og katten Puscha. Luka er startet i den tyske skole og er faldet rigtig godt til.

Nye kræfter er godt og noget vi har set frem til. At være pioner og opstarter at et nyt samfund, kan bestemt ikke siges at være hverken nemt eller simpelt. Det gjorde derfor rigtigt godt at Sonya kom med fornyede kræfter og gik i gang med at få ryddet op – ja både i alt rundt omkring, men bestemt også som kasserer. Ja ruk sjuk, lidt skrapt, så blev vi sat for stævne og måtte i gang.

Vi fik ny energi til også at få ryddet op i vores store lade – kaldet FESTILADEN. For det første så det herrens ud med skrammel, men vi skulle også rydde op, da Soleng Festival skulle huse der. En container blev skaffet og i fælleskab gik det kun en dag, og så var det klaret. Den Lyserøde, svinestalden og rundt omkring fik også en overhaling.


Jo – i hørte rigtigt – Soleng Festival var lige om hjørnet og en masse skulle planlægges, ombygges, skaffes, laves, males, osv osv. Begge vore store lader ønskes brugt til musik og unge forventningsfulde mennesker skulle lære om at holde bæredygtigt festival med fælleskab, fællespisning, nyt upcoming musik og overnatte i telte, med bål og hygge.

FESTILADEN, den store lade med åben gavl midt i Sollund ”by” og så KAFFELADEN, som er den smukke lade der vender ud til Skeldevej. Unge Rasmus Madsen, som er arrangør, låner vores faciliteter og er et kæmpe HIT og meget afholdt her blandt Solengerne. Festivallen blev dog truet pga restiktioner – men en stædig Rasmus og team, fik løftet opgaven til 12 PLUS ved at få lavet aftaler til streaming af musikken med Mejeriet i Sønderborg. Et musik-værested for unge. En meget vigtig læring rigere. Intet kan stoppe Rasmus og Christoffer. TAK for jer.

Foråret bød på den BEDSTE NYHED EVER… Lokalplanen blev endelig GODKENDT 1. maj. 5 år tog den at få igennem. Sønderborg kommune har virkelig været en kæmpe hjælp hele vejen. En kæp i hjulet var Erhvervsministeriet, men dygtigt og med tro på os, fik landskabsarkitekten fra kommunen, ført os igennem nåleøjet. Vi er SÅ GLADE.

Få lokalplanen HER

Endelig endelig kan vi se fremad. Se at de første 10 grunde blive opmålt med GPS, og fastsat med pæle i hvert hjørne. Jesper er så heldig at arbejde ved et Entreprenørfirma, som giver os nogle muligheder, som fx måleudstyr. Efter at alle grundene var sat af, blev de indtaget af de familier der skal bo der. Cyan, orange, blå, hvid, pink og lilla markeringer. Hver familie fik sat sine farver på pælene – et stort ”YES” og klapsalver fra alle. Et stort stort øjeblik. Da vi nu kunne afsætte grundene i etape 1, blev der lidt mindre af leje ud til Rasmus landmand. Meen – han har stadig den bagerste del på små 5 Ha, der drives økologiskt.

Nogle af os er begyndt at tage grundene i brug som haver. Cedde og Susan måtte sande, at rådyr synes evigt godt om japanske prydbuske og roser! Så det projekt er sat lidt på pause – nu indhegnet mod de små uhyrer.

 

Sonya er den allerførste der bygger på sin grund. Som den første, har der været en del venten på diverse tilladelser. Så det blev ikke 2020 hun skulle flytte ind, men nok nærmere foråret 2021, da alt nu endelig er godkendt og byggeriet kan færdiggøres. Heldigvis for Sonya kan hun dele lejlighed med familien fra tyskland. Den midterste lejlighed og nu også fri, så det giver lidt mere plads.

Apropos det midterste lejlighed, så er det et nyt projekt vi skal i gang med. Den trænger til en kærlig hånd, og vil blive klargjort her i løbet af vinteren/foråret 2021. Et lille hint kunne være til dig der måske har lyst til at bo på Soleng. Der vil komme opslag på FB når den er klar.

Da lokalplanen nu var godkendt, skulle vi overveje hvordan vi ville byggemodne grundene og bygge den nye vej. Jeg tror de højere magter har hørt os… Der kom en mulighed vi bestemt ikke kunne sige nej til: at bytte jord med Jespers arbejdsplads. Vi kunne dertil låne alle maskiner. Inden for en uge kom her gravemaskiner, dumpere og lastbiler som var her en kæmpe arbejdsplads. Jesper førte gravkoen med sikker og kyndig hånd. Jakob og Cedde susede afsted med dumper og traktor. Jord skulle flyttes og det skulle gå stærkt hvis man skulle følge med Jesper! En jordhøj så stor blev det til (God legeplads og udkigstårn i den korte tid den var her). Blev byttet ud med det fineste stabiltgrus – lastbil efter lastbil kom. Solskin over Soleng alle dage. Jeg (Susan) drønede rundt på cykel og holdt mandskabet vedlige med kaffe, vand og lidt godt til ganen. Jo – vi løftede i fælleskab – og hvor var det fantastiskt at mærke. Fredag blev vi færdige… HELT færdige. Heldigvis en god weekend i vente… Eller… NOPE! Lige midt i Jespers velfortjente pizza, fik Maili veer. Lidt tidligere end ventet, men nu ville barnet ud. Den 29. maj blev sødeste Ayoe født ved hjemmefødsel.

 















Sommeren kom. Det var som om at da corona kom og lukkede Danmark, at så kom solen. Foråret og sommeren har været fantastisk. Vi har plantet en masse biplanter, der har tryllebundet os med skønhed og dufte. Vores mark med grundene har fået lov til at stå, da den ikke længere bruges til landbrug. Heldigvis er der rødløver i bunden, og fordi vores gode nabo Moritz slår hø til sine heste her, så har blomstringen været kolossal og her har været så mange insekter og fugle som aldrig før. Selv nu, i skrivende stund, er der blomstring på marken.

Vores buske og træer har i det hele taget stået for tur i år. I det tidlige forår fik vi begyndt på styning af vore store lindetræer ved hovedhuset. Vi måtte sande at opgaven var for stor uden det rigtige grej, så vi måtte hyre professionel hjælp. Træerne blev skåret godt ned, så vi fremover selv kan nå toppene og gøre arbejdet.
Nu har haven endelig godt med lys igen. Det er godt for både huset og planterne. Vi fik også fjernet en del af træerne mellem vore 2 gårde, så de blev mere sammenhørende. Det hjalp helt enormt.

Samtidig fik vi lavet plads til en ny og skøn bålplads, som bliver brugt ret flittigt.

Høns er der også kommet til igen. 10 stk, Isa Brown, Dansk landrace og store Wyandotter. Camilla og familien passer dem som kæledyr og de er blevet enormt tamme, til stor nydelse for børnene. Selv navne har alle fået: Ferdinand, Agnes, Lady Kluck, Lady Marion, Mathilde, Frederikke, Prime, Flora, Iris, Bumblebee , Viola og Kyletta.
Nogle er unge, så æg er der ikke så meget af endnu.

 

Når man har fjerkræ, kommer der også rotter!!! Så der har været ”vagt” om natten både hos høns og kalkunerne, for at kunne få fat på kræene. Tror også at mændene her egentlig synes det er lidt ”(U)hyggeligt”…

Sommeren bød på flere PR projekter. Susan og Cedde blev intervievet og filmet af DK Syd. Steffanie, Cedde og Susan besøgte Rotary. Vi har faktisk stadig 2 skoler der står på ”venteliste” for et foredrag. Noget vi ønsker at gøre mere i. Fortælle om de muligheder der er i et samfund som os. Især med den fremtid vi har i møde. Det samme med rundvisninger. Vi har små besøg af og til og det er dejligt at få en god snak med folk. Ofte kigger folk bare forbi. Vi har dog haft en del der ”snuser rundt” og stikker af når de møder os, og det er selvfølgelig ikke rart.


Sommeren var varm og lækker for de fleste af os. Aldrig har vi fået så meget sol, netop pga. hjemsendelse og corona. Men for Camilla der var højgravid, var det ret hårdt. D. 18. august var det så tid for vores andet Soleng-barn i år. En lækker søn, Otto, kunne de stolte forældre vise frem, da de kom hjem fra sygehuset.

Her sker altid noget. Ikke kun på arbejdsdagene, hvor vi har projekter. Vi har i år fået sat orden på så mange ting. Vores ”Den Lyserøde” har fået et fint stort tv, så vi kan hygge med filmaftener og bruge det til møder. Brændeovnen er fornyet og der er fint og ryddeligt. Vi har fået lys på bygningerne på Sollund, så her ikke er så mørkt om aftenen/natten.

Alex er gået i gang med at bygge en fin sauna og Jakob skal til at indrette et rigtigt metalværksted med esse, pladebukker mm i det nye år. Muligheden for at få helt nye gratis vinduer, er noget Alex har mulighed for gennem familie. Vi er så heldige her, at vi alle kan bidrage med noget til hinanden.




















Vi leger med mellarver som madkilde – måske til os, eller hønsene. Måske som en genial ide til at få spist komposten og få proteiner… Ja vi udvikler stadigt og har hjælp fra vore gode ven Carsten, som også har introduceret os for de små mærkelige kræ. Børnene har fulgt med i de forskellige stadier fra æg, larve og bille. Faktisk vil vi prøve at lave en energibar med larver i – haha, jo, velbekomme til de modige.

Nu er vi så kommet til vinteren og egentlig er vi så alle trukket tilbage i vore varme små huse. Og dog – ind i mellem høres der lyde fra træværkstedet, eller en trailers skramlen, børn der leger i vandpytterne og store røgsøjler dukker mærkeligt op, men viser sig bare at være Jesper og Jakob der damper løs og fylder luften med jordbær og mango.

Fælleskabet, samvær som vi plejer er selvfølgelig lidt præget af corona. Men vi ses og mødes rundt omkring derude. Det kan godt kan tage flere timer at gå over gårdspladsen eller til skraldespanden, vaskerummet… Fordi man lige støder på hinanden og det er så hyggeligt lige at få en snak.

Hvad kommer 2021 så til
at byde på?


Vi håber at kunne sige velkommen til nye boblere og en ny beboer i hovedhusets lejlighed.


· Køkkenhaven er der atter mod på at komme i gang med, og 4 familier har meldt ud at de er klar.

· Sonyas hus bliver færdigt

· Jesper og Maili påbegynder deres halmhus

· Cedde, Susan, Alex og Alexandra har planer om at starte selvforsyning i nye drivhuse på deres grunde.

 


· Rasmus skal dyrke hestebønner på marken bagerst og der er allerede kommet en hel del bistader til at hjælpe med bestøvningen til foråret.

· Susan har opstartet et projekt "Hippie Hytten", hvor der vil være noget med overnatning til fx. vandrere.

· Susan og Maili planlægger at lave 4 årlige nyhedsbreve. Tilmelding kommer på FB når de er klar.

· Vi håber også på nyt tag i Den Lyserøde, da det er utæt.



Vi elsker Soleng for alt hvad det er.

Og ja, ikke altid lutter lagkage – men hvor kan man ellers lære så meget om sig selv og hinanden, livet, som i et fælleskab.

Grib livet!
GODT NYTÅR til jer alle derude
 

Kig endelig forbi – kaffe/te er hurtigt lavet ;-)

På vejne af Soleng

KH Susan

Se her året 2020 i billeder